Gudstjenestens forløb

Introitus: Gud Helligånd, tænd ild i vore tanker – fra 100 salmer nr. 834 

Indgangsbøn 

Salme 290: I al sin glans nu stråler solen 

Kollekt: Gud Helligånd, du tændte troens glød i verden, og fra et lukket rum i en bange by bredte din ild sig over hele jorden. Som tornebusken bliver ved med at brænde, sådan flammer din ild og giver liv og kraft. Lad os mærke ilden i vore hjerter så håb og kærlighed blusser og giver os mod til at møde verden. 

Vi takker dig, fordi du lyser op i vores stilhed, og vi beder dig: Lad os bære ilden videre. Giv os mod til at vække lyset i andre, så dit liv kan brænde og varme i alles sind. 

Fader, Søn og Helligånd, livets Herre. (Fra Gudstjenestens bønner, s. 94) 

Læsning af GT-tekst: 1. Mosebog 11,1-9 

Salme 289 Nu bede vi den Helligånd 

Evangeliet: Apostlenes gerninger 2,1-11 – Invitér læsere til at læse på deres modersmål. Teksten kan da deles op i vers. Hvis der er 3 læsere, kan det gøres sådan: vers 1-4, 5-8 og 9-11. Til slut læses hele teksten på dansk. Eller teksten kan stå i et gudstjenesteprogram, så deltagerne selv læser den. 

Trosbekendelsen – gerne Den Nikænske trosbekendelse i dagens anledning. 

Salme: Gå gennem byens lange lige gader (100 salmer, nr. 835) 

 
Prædiken – her er pinsetanker til en måde at få en del af missionshistorien frem i lyset: 

Pinsen er festen for Helligåndens komme. 

Helligånden er netop den Ånd, der skaber fællesskab. Den Ånd der gør, at vi vil hinanden – at vi også vil dem, som vi ikke umiddelbart har noget til fælles med! 

Det får mig til at tænke på nogen af de gamle missionærer, som jeg altid har været fascineret af. 

De rejste med brændende iver til fjerne lande for at vidne om den kærlighed, de selv havde mødt i Jesus Kristus. Én af dem er Lars Skrefsrud, som blev én grundlæggerne af Santalmissionen, som er en del af det, vi i dag kender som Danmission.  Skrefsrud var nordmand og levede i sidste halvdel af det 18. århundrede. Han kom fra en virkelig fattig familie, hvor de var 9 børn – moderen døde, da han var 16 år, og faderen var ret fordrukken. Så Lars endte selv som ung i fængsel efter at have svirret rundt med gode kammerater og lavet smarte indbrud. Men i fængslet bliver han vakt af kristendommen og får kald til, at han skal rejse til Indien som missionær. I fængslet læser han alle de bøger, han kunne komme i nærheden af, og han lærer sig selv engelsk og tysk! Efter afsonet straf søger han så ind hos Det Norske Missionsselskab. De mener dog, at han er helt galt på den. Det kunne jo ikke passe, at sådan en forbryder havde fået et kald fra Gud til at blive missionær – det måtte han indse, sagde de til ham. Men han var ikke sådan at slå ud. Så han rejste til Tyskland og blev optaget på en missionsskole i Berlin, hvor han bl.a. læste græsk, hebræisk og hindi.  To år efter var han klar til at rejse til Indien. Skrefsrud kommer til at starte nyt arbejde op i Santal Parganas, hvor et af Indiens urfolk boede. Så han kommer ikke til at benytte det hindi, han havde lært, men fik en ny udfordring: Skrefsrud måtte i gang med at lære santalernes sprog. Og det var altså noget med at begynde helt fra begyndelsen med at lave et skriftsprog og en grammatik for santalernes sprog. Samtidig med at han arbejdede med det, gik han konstant rundt med en notesbog og noterede alle mulige ord ned. Til sidst havde han en liste på 10.000 ord.  Skrefsrud vidste, at for at forstå et folks sprog må man forstå hele dets kultur. Så han lærte santalernes sange, han deltog i deres ritualer, dansede med dem – endda nøgen, er der nogen, der siger. Han var en missionær, der havde et budskab, han gerne ville give videre, forstod at for at gøre det, måtte han sætte sig ind i deres ordsprog og ideer, deres melodier og skikke, deres viden om helbredende planter, deres sagn og eventyr. Derfor blev Lars Skrefsrud også interesseret i santalerne som folk og talte deres sag over for myndighederne. Lars Skrefsrud blev intet mindre end et af de vigtigste mennesker i santalernes historie.  

Skrefsrud arbejdede målbevidst – satte alt ind på at forstå santalerne og at blive forstået af dem! 

Ånd har med kærlighed at gøre. For Ånden er netop den kraft, der bygger bro mellem mennesker. Det er Ånden, der gør det muligt, at vi kan forstå hinanden – også på tværs af forskellige kulturer og forskellige aldre, som vi hører i pinseberetningen. 

Denne fortælling om Skrefsrud har med pinse at gøre. Pinsen er festen, for Helligåndens komme. Helligånden som udruster disciplene med mod og vilje til at gå ud i verden og vidne om deres tro på Gud – vidne om den kærlighed, de har mødt i Jesus. Lars Skrefsrud var en mand fyldt med ånd, en mand der kunne kommunikere – og det er grundlaget for al mission. Når man vil sige noget til et fremmed menneske, forklare ham eller hende, hvad man tror på, bliver man nødt til at lære hans eller hendes sprog. Skrefsruds virke i Indien var et livslangt forsøg på at forstå, hvad andre mennesker mente. Noget der igen krævede, at han turde åbne sig for deres kultur. Denne vilje, dette mod, denne evne til at nå ud over sig selv er Helligåndens virke.  Ånden blæser, hvorhen den vil. Den er ustyrlig. Den er i alt det, der nu spirer og gror og blomstrer til glæde og gavn for os mennesker. Den er i os og giver os mod og styrke, når det er det, vi har brug for. Andre gange skal den bøje os, skubbe os – kæmpe med os, så vi bliver mere ”tøffe i kjærlighet”, som jeg engang hørte den norske stortingspræst Per Arne Dahl sige.  Vi skal være mere tøffe i kjærlighet – vi skal være mere seje. Kæmpe noget mere, ville noget mere. Være mere modige – mere lydhøre, gøre os mere umage i vore relationer, når det gælder dem, som står os allernærmest, men også dem som er fjernere fra os! Dertil hjælper Gud Helligånd os!  

Kirkebøn – Få flere til at være med til at formulere bønner, så der bliver bedt for det lokale, men også for Danmissions arbejde her og ude i verden og for samarbejdskirkerne! 

Korvers: Håbstango – Fordi han kom og var som morgenrøden (100 salmer nr. 884) 

Meddelelser 

Apostolske velsignelse – og hils på hinanden – med håndtryk eller et lille nik som i Indien 

Salme: 291 Du som går ud fra den levende Gud 

Nadver – (prøveritual fra Himmelev kirke – kan ses på Himmelev kirkes hjemmeside) 

Indledning Vor Herre Jesus Kristus siger: ”Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke sulte; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.” I nadverens brød og vin deler den opstandne frelser sit liv med os. Sådan var det, sådan er det, og sådan vil det fortsat være. Lad os takke og bede!  

Nadverbøn 

Herre, Jesus Kristus tak for liv og dagligt brød, tak for nadverens fællesskab.  

Du delte dit liv med mennesker, der svigtede dig. Også vi kan svigte.  

Tilgiv os, hvad vi har gjort af ondt i tanke, ord og gerning.  

Hjælp os i al vor utilstrækkelighed.  

Læg trøst i vore hjerter og lad os få del i din opstandelses glæde.  

Styrk os i tro og håb og lad kærligheden vokse,  

så vi får mod og kræfter til at bære brød og håb videre til andre.  

Gå med os på vejen og vær os nær,  

indtil vi skal se dig ansigt til ansigt i lyset over alle lys. 

Nadverhymne  

Mel.: Trond Kverno 

Vi rækker vore hænder frem                                 

som tomme skåle.  

Kom til os, Gud, og giv os liv  

fra kilder uden for os selv!  

Alt godt, til vort og andres vel,  

er dine gaver.  

O Gud, al godheds giver: Kom, 

Tag bolig i vor fattigdom 

Fadervor, Indstiftelsesordene, Uddeling af brød og vin,  

 
Bortsendelsesord: Jesus Kristus har nu givet os liv af sit liv. Vi er hans legeme i verden. Fred være med jer! Fred være med os alle!  

 
Nadververs  

Lad vore hænders nøgne træ  

få blomst og blade!  

Lad vore liv her bære frugt  

til lægedom for andres sår! 

(Svein Ellingsen 1975) 

Udgangslæsning: Efeserbrevet 2,17-22 

Aronitiske velsignelse 

Salme: Gå i mørket med lyset (100 Salmer, 862) 

Udgangsbøn 

Postludium – Louis Lefébure-Wely Sortie I B-dur